Pressemeddelelse – Buster Nordic forsvarer ytringsfriheden i retten i dag

Buster Nordic Janni Ree Retssag

Skrevet af busternordic

5 mar, 2025

Forlaget Buster Nordic står fast: Ingen skal fratages retten til at fortælle sin egen historie

I dag, den 5. marts, møder forlaget Buster Nordic side om side med Janni Ree i retten i Hillerød for at modsætte sig Ree-familiens anmodning om nedlæggelse af et midlertidigt fogedforbud mod hendes nye bog Evig Diva. En bog skrevet af en kvinde til kvinder – for at bryde med tabuer og åbne op for de emner, som kvinder konfronteres med gennem hele livet. En bog, der er bygget op omkring Jannis egen historie, hendes oplevelser og forandringer.

I dag, den 5. marts, har vi som forlag valgt at sende Evig Diva i handlen seks dage før den oprindeligt angivne officielle udgivelsesdato. Det har vi gjort, fordi bøgerne allerede ankom fra trykkeriet i torsdags – og fordi vi mener, at en familieorganisation ikke skal kunne diktere ytringsfriheden ved at forsøge at nedlægge et fogedforbud mod en bog, der ikke engang omhandler dem. Evig Diva handler ikke om Ree-familien eller Karsten Ree, men om Janni Rees egen rejse og personlige refleksioner. For Buster Nordic fremstår denne anmodning ikke som en sag om krænkelse, men som et storstilet forsøg på at lukke munden på en kvinde, der har forladt familien – og et forsøg på at tage hendes levebrød fra hende. Det er et alvorligt angreb på både hendes ytringsfrihed og hendes ret til at skabe sit eget liv.

Et farligt skråplan – økonomisk magt må aldrig styre domstolene

Buster Nordic er et mindre forlag, men vi står urokkeligt fast på vores værdier. Vi forsvarer vores forfattere, vi forsvarer retten til at ytre sig, og vi forsvarer grundlæggende demokratiske principper – også når vi står over for økonomiske giganter som Ree Holding, der forsøger at begrænse ytringsfriheden.

Hvis dette fogedforbud gennemtvinges, rejser det et uhyggeligt principielt spørgsmål: 

Er det den økonomiske magt, der styrer domstolene i vores land? 

Hvis man kan købe sig til tavshed, er det ikke blot et angreb på Janni Ree og Buster Nordic – det er et angreb på ytringsfriheden i Danmark.

Grundlovens §77 og Menneskerettighedskonventionens artikel 10 er på spil

Denne sag handler om meget mere end én bog. Den handler om retten til at eje sin egen historie og til at fortælle om den. I Danmark er ytringsfriheden beskyttet af Grundlovens §77, der slår fast:

”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende foranstaltninger kan ingen sinde på ny indføres.”

Ligeledes er retten til at ytre sig beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 10, der fastslår:

”Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage og meddele oplysninger og tanker uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser.”

At forsøge at stoppe en bog, der bygger på en persons egen historie, gennem økonomiske og juridiske midler er ikke blot et overgreb på Janni Ree – det er et farligt skråplan for hele Danmark.

David mod Goliath – et slag for os alle

I dag ser vi i retten i Hillerød en moderne version af David mod Goliath. Forlaget Buster Nordic vil ikke lade økonomisk magt definere, hvem der får lov til at tale. Vi kæmper ikke kun for os selv og Janni Ree – vi kæmper for alle borgere i Danmark, for retten til at eje sin egen historie, for retten til at udgive en bog uden at blive truet af økonomisk magt, og for de grundlæggende frihedsrettigheder, som vores samfund bygger på.

Retssagen i dag handler ikke kun om en bog – den handler om friheden til at kunne fortælle sin historie uden frygt for censur.

Skulle redaktion ønske at få bogen tilsendt- henvend jer til nedenstående:
management@busternordic.com

Iøvrigt læs pressemeddelse fra 

Janni Ree Her

Buster Nordic Her